Ubi Caritas
Ubi caritas et amor, Deus ibi est.
Congregavit nos in unum Christi amor.
Exsultemus et in ipso iucundemur.
Timeamus et amemus Deum vivum.
Et ex corde diligamus nos sincero.
Hvor elskelige er dine boliger
Hvor elskelige er dine boliger, Herre Zebaoth
Min sjæl begærer, ja længes efter Herrens forgårde.
Med fryd mit hjerte råber til den levende Gud.
Ja, spurven har fundet sit hus og svalen sin rede, hvor den har lagt sine unger.
Dine altere Herre Zebaoth, min konge og min Gud.
Salige er de. Ja, salige er de, som bo i dit hus.
De skulle endnu love dig. Salige er de.
Herre, hvor er min fjender mange
Herre, hvor er mine fjender mange.
Herre. Mange stå op imod mig.
Mange sige til min sjæl: Han har ingen frelse, ingen frelse hos Gud.
Men du, Herre, er et skjold for mig, min ære og den der opløfter mit hoved.
Jeg råber til Herren med min røst, og han bønhører mig fra sit hellige bjerg.
Amen
En ting har jeg begæret af Herren
En ting har jeg begæret af Herren.
Den vil jeg søge efter: At jeg må bo i Herrens hus alle mit livs dage.
For at beskue Herrens livsalighed og at glædes i hans tempel.
En ting.
Han har grundlagt en stad
Han har grundlagt en stad på de hellige bjerge.
Herren elsker Sions porte frem for alle Jakobs boliger.
Der er herlige ting sagte om dig, du Guds stad, Sela.
Syngende og dansende siger de: Alle mine kilder er i dig
Thus Saith the Lord
Thus saith the Lord: I will pour water upon him, that is thirsty, floods upon the dry ground.
I will pour my spirit upon thy seed and my blessing upon thine off-spring.
And they shall spring up as among the grass as willows by the water courses.
Thus saith the Lord.
Peace I leave with you
Peace I leave with you.
My peace I give unto you:
Not as the world giveth, give I unto you.
Let not your heart be troubled, neither let it be afraid.
I Will Praise Thee
I will praise Thee o Lord with my heart.
I will show forth all thy marvelous works.
I will be glad and rejoice in Thee.
I will sing praise to Thy name, o Thou most high
Pingst
Högt över land och vatten sig pingstkvällens stjärnor tänt, och sången doftar i natten, som man kostelig rökelse bränt.
Som solsken den dimmorna skingrar, den stiger från världarnes ort och klappar med vitaste fingrar på himlarnes stängd.
I våren knoppes en lind
I våren knoppes en lind så grøn
med liljer og martsviol;
derunder sidder en jomfru skøn
og syr mod den klare sol.
Selv er hun ligest en sol i vår
som æblet er hendes kind;
Når hun for [spejlet slår ud sit hår,
det falder som blomster fra lind.
Selv er hun et spejl udaf renest glar,
der kender ej plet og brist;
hun leger på streng med en hånd så snar
som solen på lindens kvist.
Som solen fanges af lindens blad,
så fængsler hun sans og sind,
så har hun mig bundet med tryllekvad
og fanget mit hjerte ind.
Hun har fanget mit hjerte ind,
har fanget mit hjerte ind.
Jeg sadled min hest
Jeg sadled min hest en morgenstund med sommersolen den klare.
Så red jeg mig i den grønne lund at jage den vildene hare.
Den vildene hare med hjort og rå, jeg ville i lunden jage,
og glemme det mig på sinde lå alt udi uger og dage.
Men hjort og rå havde hendes gang og hinden havde hendes øje
Og den liden fugl havde hendes sang, der kunne mig hjerte bøje.
Og rosens kind have hendes lød og bækken hendes sagte tale,
Og skovens vind hendes hvisken blød, som mit hjerte har lagt i dvale.
Jeg red fra skoven alt som jeg kom, små fuglene sunge på grene.
Det var som spurgte de alle om, hvi jeg monne ride så ene.
Jeg ved, jeg vorder dig aldrig kær
Jeg ved, jeg vorder dig aldrig kær og kan dig ret aldrig hue,
Thi du og jeg er som dagens skær og som nattens mørkhed at skue.
Som natten haver så stor attrå med dagen stadig at vanke,
Så følger dig, hvor du end mon gå, min længsel og al min tanke.
Og kunne jeg sanke fra havsens bund de tusind koraller røde,
Jeg gav dem bort for din røde mund, som voldte mig sorg og møde.
Og plukked’ jeg og hver blomst på jord, de vare fuld favr en skare,
Jeg fandt dog ingen fra syd til nord, som havde øjne så klare.
Dig vogte de hellige engles hær, og himlen din skønhed signe,
Thi du og jeg er som dagens skær og som nattens mørkhed at ligne.
Aftenstemning
Alt skoven sig fordunkler
Den gyldne stjerne funkler
På himlen ren og blid.
Sin ret naturen kræver
Og over engen svæver den hvide damp
Ved aftenstid
Hvor roligt jorden hviler
Bag nattens slør og smiler
Så mild og sommervarm.
Fast lig et stille kammer
Hvori al dagens jammer
Forglemmes skal i søvnens arm.
Kung Liljekonvalje
Kung Liljekonvalje av dungen,
kung Liljekonvalje är vit som snö,
nu sörjer unga kungen
prinsessan Liljekonvaljemö.
Kung Liljekonvalje han sänker
sitt sorgsna huvud så tungt och vekt,
och silverhjälmen blänker
i sommarskymningen blekt.
Kring bårens spindelvävar
från rökelsekaren med blomsterstoft
en virak sakta svävar,
all skogen är full av doft.
Från björkens gungande krona,
från vindens vaggande gröna hus
små sorgevisor tona,
all skogen är uppfylld av sus.
Det susar ett bud genom dälden
om kungssorg bland viskande blad,
i skogens vida välden
från liljekonvaljernas huvudstad.
Stemning
Alle de voksende skygger har vævet sig sammen til en.
Ensom på himmelen lyser en stjerne så strålende ren.
Skyerne have så tunge drømme,
Blomsternes øjne i duggråd svømme.
Underligt aftenvinden suser i linden.
Våren
Endnu en gang fik jeg vintren at se for våren at vige.
Hæggen at lyse med blomster som sne fra løvet det rige.
Endnu engang så jeg isen den blå fra landet at flyde.
Sneen at smelte og fossen i å at fosse og bryde.
Græsset det grønne jeg endnu en gang fik skue med blommer,
Endnu jeg hørte at vårfuglen sang mod sol og mod sommer.
End fik jeg skue den vårlige luft i sollyset sitre,
Sommerfugl bade i blomsternes duft og flagrende glitre.
Alt dette vårliv jeg end en gang så, som siden jeg misted’.
Derfor tungsindig jeg spørge mig må: Tro det er det sidste.
Lad det så være; Jeg gjemmer mangt rent og strålende minde.
Mere jeg fik end jeg havde fortjent og alt må jo svinde.
Stille hjerte
Stille hjerte, sol går ned.
Sol går ned på heden.
Dyr går hjem fra dagens bed.
Storken står i reden.
Tavshed over hedesti
Og langs veje krumme
En forsinket humlebi
Ene høres brumme.
Viben slår et enligt slag
Over mosedammen,
Før den under frytlens tag
Folder vingen sammen.
Fjerne ruder østerpå
Blusser op i gløden
Hededamme bittesmå
Spejler aftenrøden.
Jeg gik mig ud en sommerdag
Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
Fuglesang som hjertet kunne røre.
I de dybe dale – mellem nattergale
Og de andre fugle små, som tale.
Den allermindste fugl at dem der vare,
Sang fra træet ned i toner klare.
I de dybe dale – mellem nattergale
Og de andre fugle små, som tale.
Mens ungersvenden sang: Den grunder ene
Længes en imellem løv og grene.
I de dybe dale – mellem nattergale
Og de andre fugle små, som tale.
Hen under løvet gå de lune vinde
Der skal du din hjertenskære finde.
I de dybe dale – mellem nattergale
Og de andre fugle små, som tale.