Aktuelt

Kære læser.

Koret indstiller alle aktiviteter, foreløbig frem til slutningen af marts, hvor vi så vil vide mere i forhold til de ting myndighederne anbefaler man gør. Statsministerens og øvrige myndigheders henstilling om ikke at mødes i forsamlinger på mere end 10 personer efterfølges naturligvis også af os.

Vi sangere belaver os på at synge virtuelt med hinanden i koret. Vores publikum må vi håbe stadig bakker os op, når vi kommer om på den anden side af denne krisesituation. Nedenunder denne meddelelse følger en beskrivelse af det kommende program, som vi endnu ikke ved om vi kan gennemføre som planlagt. Følg med på siden og i koncertkalenderen.

 

Projektet er navngivet ”Krig og fred”, fordi det er her i 2020, at 2. verdenskrig i hovedtræk blev afsluttet -den 4-5 maj 1945. Det er nu 75 år siden og det skal naturligvis markeres.

Danmark blev rimeligt forskånet for krigens rædsler, forstået på den måde, at der ikke fandt store og ødelæggende bombetogter sted, som der gjorde i øvrige europæiske lande. Danmark var besat af den tyske Værnemagt, og vi havde overladt landets styring til tyskerne i de fem år besættelsen varede. Dog ikke Christian d. X., Danmarks konge på den tid, som nægtede at overgive sig. Han trodsede tyskerne ved fortsat at flage med Dannebrog på Amalienborg og dagligt ride ture i byen på sin hvide hest. Det blev et vigtigt symbol i modstandskampen der opstod i kølvandet på besættelsen.

Modstandskampen var intens. Der blev begået mange sabotagehandlinger, for at ødelægge tyskernes transport linjer. Modstandsgrupperne blev forsynet med våben og nødvendigt materiel direkte indfløjet på hemmelige aftalte steder af Royal Air Force fra England. Det var meget farlige togter.

Bag ved den væbnede kamp opstod kritiske røster, som var kamuflerede, for at tyskerne ikke skulle opdage at man gjorde grin med dem eller teksterne kunne være skjulte opfordringer om ikke at miste håbet og troen på, at Danmark igen en dag som nation ville blive frit.

Der er her næsten tale om en sand guldalder for komponister og digtere, som lavede mange af den slags underfundige sange.

I vores program er der taget et par stykker med af dem, bl.a. den meget kendte Poul Henningsen tekst ”Man binder os på mund og hånd” fra 1940, sunget indlevende i sin tid af Liva Veel. En vidunderlig og stærk tekst og sat i musik af Kai Norman Andersen. Sjølund vil ved disse koncerter genopføre sangen i et firstemmigt arrangement af Kaj Milter Jensen.

Det øvrige program vil indeholde tekst og musik som både beskæftiger sig med krig, såvel som med fred. I hele verden blev der komponeret musik inspireret af begivenhederne. Sådan har det altid været.

Med disse ord har vi hermed skudt sæson 2020 i gang og vi håber, at I har fået lyst til at komme og lytte med. Vores koncerter er allerede eller bliver annonceret i vores Koncertkalender. Følg med der.

This page in English

Her er et link til: koncertkalenderen

Jfr. grafikken til højre: Martin har lanceret et kormusik-historisk projekt - se mere her