Et medlems historie

Sjølund Kammerkor – en historie set fra et medlem

Dette kor er ikke helt som andre kor. Det har noget ganske særligt over sig, og det synes jeg man finder ud af, når man som jeg igennem så mange år har delt glæder, men også ind imellem sorger med øvrige medlemmer og dirigenter.

For koret består af mennesker og de tilværelser som hvert af dem har med sig. Og det er ikke altid lige nemt, at få hverdagen og fritiden til at gå op i en højere enhed.

Så er der ydre påvirkninger, som for et par år siden satte en grundig stopper for alt kulturelt arbejde. Det var som at være i et limbo, for jeg havde jo været vant til at synge jævnligt igennem årene.

Når man har været med så længe, så har man også været med på diverse ture, konkurrencer, udflugter, turneer, deltaget til fejringer og fester, været til nogle medlemmers bryllupper osv.

Jo man bliver nærmest en del af hinandens familier.

Men det der gør man får lyst til at komme igen og igen er jo det arbejde, som til sidst løfter det hele op i en højere dimension. I en koncertsituation kan man godt få en fornemmelse af noget højere der pludselig omgiver en. Det er lidt specielt og det skal egentlig opleves. Det er ikke så få gange det er sket og hver gang er det en udsøgt fornøjelse.

Det er det også hver gang det er prøvedag og man skal øve sig. Så er man sammen om at løfte i flok, selvom det nogle gange kan være hårdt og lidt trist og udsigtsløst, så sker det alligevel pludselig at taget løfter sig, når det så bliver koncertdag.

For mig er det at synge i kor meget med de ovenstående ting jeg nu har nævnt. Jeg tror ikke jeg ville bytte med noget andet. Og sådan er det nok med rigtig meget man interesserer sig for.

Der er også det aspekt, at man lærer rigtig meget af de dygtige dirigenter, som dette kor har haft igennem tiden. Alle har de kunnet give sangeren en forståelse for den musik man synger. Korets sangere er ikke professionelle, men er amatører og derfor er det ikke alle lige beskåret at vide, hvordan musik skal tolkes.

Det er ikke gratis at være med. Det koster nogle penge. Vi er en forening under aftenskolen. Og derudover er koret medlemmer af Danmarks amatørkor sammenslutning Kor72. Det medlemskab er godt og nyttigt og vi kan drage fordele af dette begge veje rundt.

Prøv lykken, hvis du går og har en sanger i maven. Det kan være vi finder kemi hos hinanden og måske får du også et stort generalieblad til din musikalske historie.